395px

I. Lobo & Medo

Ulver

I. Wolf & Fear

Snacket blandt Folck vaer til Bestandighed
Om Fuldmaanens Vee & Grue
Naar det klagede op mod hendes Skiær
Fra Vintrens kolde Eensomhed
Da frycktede de at Vargen vaer nær
Vakt vaer dends gamle Mayestet
Der vaer Døgn da nogen meenede at hafve seet
I hendes Lius, som han splidder med dend
Skygge som han spreer,
Skyggen aff een ikjend Mackt
Der den hylede mod sin Gud i infernaldsk Prackt
Dende Diefvels Herold, han herjede
Fra Kandt til Kandt, & mange aff Mandeæt forsvandt
Paa dend hun lyser, han binder; oc Helveds Ulv,
Han dræber, medens Afgrunden brager
Forbandelsen er her visseligen
Aff Diefvlen han bleff skiænked een Gave
Der ved Trolddom favned ham til Ulv
Ey vaer han længer een Guds Slave
Der ved Midnat vandred ofver hule Grave

I. Lobo & Medo

A conversa entre o povo é sobre resistência
Sobre os horrores da lua cheia
Quando se queixava contra seu brilho
Da solidão fria do inverno
Então temiam que o lobo estivesse por perto
Despertando sua antiga majestade
Havia quem dissesse ter visto
Em seu brilho, como ele briga com a
Sombra que ele espalha,
A sombra de um poder desconhecido
Onde ele uivava para seu Deus em um inferno esplêndido
O arauto do diabo, ele devastava
De canto a canto, e muitos dos homens desapareciam
Na luz que ele emana, ele prende; e o lobo do inferno,
Ele mata, enquanto o abismo ruge
A maldição está aqui, sem dúvida
Do diabo, ele recebeu um presente
Que pela feitiçaria o abraçou como lobo
Não era mais um escravo de Deus
Ali, à meia-noite, vagava sobre tumbas vazias

Composição: