395px

Imperia

Afsky

Imperia

Jeg er imperia, jordmassens dronning
Urstærk som kulden, der blunder i bjergens skød
Mørk og ubøjelig, ofte jeg drømmer mig død

Pragt er min higen, jeg kender ej mildhed
Jeg er den golde natur, det udyrkede øde
Som giver stene for brød, og som nægter at føde

Ingen kan vække mig uden min elsker
Ilden, min herre, til hvem jeg er givet i vold
Så at jeg røres til afgrundens dybeste fold

Alt er unyttigt undtagen vor skælven
Alt, hvad der trives og pletter som skimmel på min hud
Ruster jeg bort i et møde med jordskælvets gud

Under den græstørv, som vendes af ploven
Hviler mit jernfaste indre unærmeligt frit
Hver, som er gold i sit hjærte, har noget af mit

Af mine kullags og malmårers gifte
Blåner den vårsæd, som yder det nærende mel

Kold for de levendes optog og danse
Drømmer jeg evig om urelementets musik

Jeg er imperia, jordmassens dronning
Jeg er den golde natur, det udyrkede øde
Som giver stene for brød, og som nægter at føde

Giftige kratere, rygende dybder
Sortsvedne huler, der stinker af svovl

Kongernes slot har jeg sænket i havet
Slået den fattiges fattige lykke i skår
Og er utømmelig rig for millioner af år

Kom til mit hjærte, der aldrig har frygtet
Døren er opladt, jeg venter ubændig min elsker

Imperia

Eu sou império, a rainha da terra
Forte como o frio que erra no colo da montanha
Escuro e inflexível, muitas vezes sonho com a morte

Glória é o meu desejo, eu não sei gentileza
Eu sou a natureza estéril, o deserto não cultivado
Quem dá pedras para o pão e quem se recusa a dar à luz

Ninguém pode me acordar sem meu amante
O fogo, meu senhor, a quem sou dado em violência
De modo que sou tocado na dobra mais profunda do abismo

Tudo é inútil, exceto o nosso terremoto
Tudo o que prospera e mancha como mofo na minha pele
Descanse em uma reunião com o deus do terremoto

Durante a relva que é virada pelo arado
Meu interior sólido como ferro repousa inconfundivelmente livremente
Todo mundo que é de ouro em seus corações tem algo meu

Dos casamentos das minhas camadas de carvão e veias de minério
Mistura a semente da primavera que fornece a farinha nutritiva

Frio pela vida e pela dança dos vivos
Eu sonho para sempre com a música do elemento relógio

Eu sou império, a rainha da terra
Eu sou a natureza estéril, o deserto não cultivado
Quem dá pedras para o pão e quem se recusa a dar à luz

Crateras tóxicas, profundidades de fumantes
Cavernas suadas de preto que cheiram a enxofre

O castelo dos reis afundei no mar
Transformaram a pobre fortuna dos pobres
E é inexoravelmente rico por milhões de anos

Venha ao meu coração que nunca temeu
A porta está carregada, espero indefinidamente meu amante

Composição: Ole Pedersen Luk