395px

A Perda do Filho

Blodfest

Sønnetabet

Det er mig trægt tungen at røre
Skjaldskabens lod at løfte
Ej til hvad jeg ord kan finde
I sindets dyb de sidder fast
Frit jeg fordum formede digtet
Viddets våben vel slebet
Nu brænding bruser kold mod bred
Foran min søns og fædres langdysse

Snart min æt har nået enden
Som en skov af stormen skæmmet
Det fryder ej en mand at se
Frændelig i høj begavet
Mindes inderst i min sjæl
Fader og Moders død
Slynger et løvværk af minder
Giver mig styrke i sind

Kunne jeg med sværd hævn skaffe
Var Ægirs endekigt vis
Kunne man håbe havet af fælde
Jeg gerne i holmgang gik
Men jeg fandt mine kræfter for få
Åbenbar er min ensomhed nu
Senest nu slægtens håb
Fra livet taget

Ofte følte jeg savnet af frænder
Broderløs blottet i ryggen
Til tankens kraft jeg tyr i strid
Ene mand har lange øjne
Hvor finder man en modig fælle
Uræd for stålet, der vove tør
Jeg farer med lempe når fjenden truer
Når hirdens antal bliver færre

Jeg stod mig godt med spyddets herre
Odin's pagt mig styrke gav
Indtil min gud vort venskab brød
Sejrens digter sled vort bånd
Jeg gerne til ham ofte blote
Men Asebroder holdt mig hen
Dog skylder jeg ham, skjaldes fader
Han magt og visdom mig givet

Ulvens banemand mig gav
Mimers ven, blodsudgyder
Skjaldekunst, digt at kvæde
Et der gennemskuer alle
Bedragere og avindsmænd
Åbent fjendskab de bekendte
Odin mig mit lod har lindret
Og dog nu dette han mig byder

Hårdt er jeg ramt
Ventende på næsset jeg se
Hel den nådesløse
Huserer ved frændens dysse
Dog skal jeg djærb og stolt
Og med min gode vilje
Mit endelig gå i møde
Gå frygtløs ind i døden.

A Perda do Filho

É difícil para mim mover a língua
O fardo da poesia a carregar
Não sei que palavras encontrar
No fundo da mente elas estão presas
Livre eu costumava moldar o verso
A arma do saber bem afiada
Agora a onda fria quebra na costa
Diante do longo túmulo de meu filho e de meus pais

Logo minha linhagem terá seu fim
Como uma floresta marcada pela tempestade
Não alegra um homem ver
Parentes em alta posição
Lembrar no fundo da minha alma
A morte de Pai e Mãe
Enlaça um emaranhado de memórias
Me dá força na mente

Se eu pudesse me vingar com a espada
Seria o fim de Ægir, com certeza
Se pudesse esperar o mar se acalmar
Eu com prazer duelaria
Mas encontrei minhas forças insuficientes
Agora minha solidão é clara
Recentemente, a esperança da linhagem
Foi tirada da vida

Frequentemente senti a falta de parentes
Sem irmão, exposto pelas costas
Recorro à força do pensamento em batalha
Um homem sozinho tem longos olhos
Onde se encontra um companheiro corajoso
Sem medo do aço, que se atreva
Eu me movo com cautela quando o inimigo ameaça
Quando o número da guarda diminui

Eu me saí bem com o senhor da lança
O pacto de Odin me deu força
Até que meu deus quebrou nossa amizade
O poeta da vitória desgastou nosso laço
Eu frequentemente desejava a ele
Mas o irmão Aesir me manteve afastado
Ainda assim, eu lhe devo, pai dos poetas
Ele me deu poder e sabedoria

O executor do lobo me deu
O amigo de Mimir, derramador de sangue
A arte dos poetas, versos a entoar
Um que vê através de todos
Traidores e homens de inveja
A inimizade eles declararam abertamente
Odin aliviou meu fardo
E ainda assim agora isso ele me impõe

Duro fui atingido
Esperando na costa eu vejo
Hel, a implacável
Assola o túmulo do parente
Mas eu serei ousado e orgulhoso
E com minha boa vontade
Enfrentarei meu destino
Entrar destemido na morte.

Composição: