Holdt Ned Af En Tjørn
Alle guds børn ræddes den, døden med mange navne
Pestilens, farsot, digredøden raser
Aldrig en krig eller hungersnød har haft os i deres favne
Som soten knuger os nu - dommedagen varsler!
Jeg er ikke en holden mand, men har, hvad jeg har nødig
Aldrig var jeg ærekær, og aldrig uærbødig
Jeg horede ej og drak kun lidt, forsyndelser var få
Hvi gud så takker troskab med svig kan jeg ej forstå
Alle guds børn ræddes den, døden med mange navne
Pestilens, farsot, digredøden raser
Aldrig en krig eller hungersnød har haft os i deres favne
Som soten knuger os nu - dommedagen varsler!
Det begyndte med en hosten, brækning kom derpå
Mit bræk, det var rød af blod, og kræfterne var få
Guds mærke på mit bryst, det blåligrøde sår
Så kom der sorte blegner på min ryg og lår
I søvnløse nætter kom kramperne i spjæt
Andre gange ville pilskarpe stik vække mig med et sæt
Smerterne blev til bylder i armhulen og skrævet
Stinkende edder flød da bylderne var revnet
Jeg brænder op mens en skælven lammer min krop
Lægedom kan ej hjælpe, hverken salve eller kop
Alting har en ende, og min tid er ved at udrinde
Til gud var jeg altid huld, så hvi en ende som denne?
Begravet med min bror, smidt ned i den kolde jord
Ingen klokkens kimen, ingen mindeord
Begravet med min søster - døden os alle høster
Aldrig mere vil jeg kende trøst ved en kvindes bryst
Der graves en grav til os, guds hjemkaldte børn
Og når vores forbandede lig når dens rand, bliver vi holdt ned af en tjørn
Holdt ned af en tjørn
Det sortner nu...
Segurado por um Espinho
Todos os filhos de Deus temem a morte, que tem muitos nomes
Peste, calamidade, a morte negra avança
Nunca uma guerra ou fome nos teve em seus braços
Como a peste nos aperta agora - o juízo final se aproxima!
Eu não sou um homem que se segura, mas tenho o que preciso
Nunca fui vaidoso, e nunca desrespeitoso
Não ouvi e bebi só um pouco, os pecados eram poucos
Por que Deus então agradece a fidelidade com traição, não consigo entender
Todos os filhos de Deus temem a morte, que tem muitos nomes
Peste, calamidade, a morte negra avança
Nunca uma guerra ou fome nos teve em seus braços
Como a peste nos aperta agora - o juízo final se aproxima!
Começou com uma tosse, depois veio o vômito
Meu vômito era vermelho de sangue, e as forças eram poucas
A marca de Deus no meu peito, aquela ferida azul-avermelhada
Então surgiram manchas escuras nas minhas costas e coxas
Em noites sem sono, as convulsões me pegavam de surpresa
Outras vezes, picadas afiadas me acordavam de repente
As dores se tornaram abscessos na axila e na virilha
E um veneno fétido escorria quando os abscessos se romperam
Eu estou queimando enquanto um tremor paralisa meu corpo
Remédios não ajudam, nem pomada nem chá
Tudo tem um fim, e meu tempo está se esgotando
Para Deus eu sempre fui fiel, então por que um fim como este?
Enterrado com meu irmão, jogado na terra fria
Nenhum toque do sino, nenhuma palavra de lembrança
Enterrado com minha irmã - a morte nos colhe a todos
Nunca mais conhecerei consolo no seio de uma mulher
Uma cova está sendo cavada para nós, filhos chamados por Deus
E quando nossos corpos amaldiçoados chegarem à borda, seremos segurados por um espinho
Segurados por um espinho
Está escurecendo agora...
Composição: Cris J.S. Frederiksen / James Atkin