Ragnarok

Forfærdeligt i Hornet Heimdal blæser
På Buen, til den frygteligste Kamp,
Mens Midgardsormen løfter sig og hvæser.
Den skønne Regnbue hyller sig i Damp.
Ned ride Guderne - da Broen brister,
Og Skyen suger Dunsten som en Svamp.
Sin bedste Prydelse da Himlen mister,
Utgardeloke staaer for Snekkens Rand,
Det sorte Flag sig ned i Bølgen sænker,
Mens ud af Sumpens dunkle Mosevand,
Af Jetter fuld, sig Nagelfare lister.
Da seiler frem til Kamp hver Klippens Mand.

Da nærmer langsomt Mulmet sig fra Syd:
Dybt i den sorte Støtte Flammen brænder
Med blaalig Ild, til alle Jetters Fryd.
Det Surtur er, som Afgrundsvælget sender,
Den frygteligste Mulmets Kæmpe,
Med stålblå Sværd.

As-Odin rider op til Kampens Færd,
Med Gugner styrter Ulven han i Møde;
Dog dræber Fenris Valhals Herre god,
Da lyser der en stakket Morgenrøde;
Der krymper Midgardsormen sig.
Den vånder sig i Krigens hede.
Da kommer Thor med løftet Hammer!
Skønt længe Thor kun blindt i Skællet rammer.

I Døden den sig om hans Fødder snoer,
Den oversprøjter ham med Gift og ser;
Blod farver Panden rød, hvor Mosset gror.
Thor går med Sejr bort; men blegnet bukker
Sig Helten snart; ni Skridt derfra han gik,
Så synker han, og brustent Øje lukker.
Garm dræber Tyr; Tyr traf Uhyrets Hjerte;
Fra Krogen springer Loke frem som Katten,
Men Heimdal styrter ham til Nastronds Lukke,
Så svinder Heimdal selv, som Farv' i Natten.

Nys glimted svage Lys, nu glimte færre.
Alskabningen nedsank i Regn og Død.
Da er igjen Alfader ene Herre.
Jeg sang om Guders og om Verdens Nød,
Nu tolker jeg det Håb, den Trøst som følger:
En nyskabt Jord står frem af Havets Skød.
Ungt speiler Græsset sig i friske Bølger,
Biergfossens Skum skal atter Klippen tvætte,
Hvor Skyen svæver og hvor Ørnen følger.